Klubben // Hilmars Helte

WHISTKLUBBEN HILMARS HELTE


Whistklubben Hilmars Helte er en lille kortklub, med blot 4 medlemmer. Klubben

holder til på Café Kildevæld på Østerbro og har officielt eksisteret siden februar 2011.



Klubbens Historie


Klubben blev startet som en 3-mands whistklub, af de nuværende medlemmer Henrik Møller, Mads Nielsen og Mikkel Broe, der spillede det første spil på en bar i Amsterdam i 2006. Senere i 2009 blev klubben udvidet med et fjerde medlem, Bjarke Ørvad, og 4-mands Esmakker Whist blev således introduceret. Der blev dog spillet over en hel sæson uden officielt at være en klub og den gik derfor blot under navnet Whistklubben.


Først ved den stiftende generalforsamling d. 11.02.2011 tog klubben officielt navn til Whistklubben Hilmars Helte, efter tidligere statsminister Hilmar Baunsgaard. Med dette følger en historie.


Hilmar Tormod Ingolf Baunsgaard (26. februar 1920 - 2. juli 1989) havde sit virke som Danmarks statsminister fra 2. februar 1968 til 11. oktober 1971. I 1979 udråbte Bikuben Hilmar Baunsgaard til årets sparemand og der blev i den forbindelse produceret en sparebøsse/buste i keramik i et oplag på 7600.


Eksemplar nr. 23/7600 fungerer nu som whistklubbens pengekasse.